Skip til hoved indholdet
    Hjem Liste over nyheder på Tryg Aalborg Vi troede, at mange flere var begyndt at ryge

Vi troede, at mange flere var begyndt at ryge

Artur og Bashar er blevet endnu mere besluttede på at stå ved sig selv, efter de har arbejdet med flertalsmisforståelser under Camp Ung.

”Orv – er procenten virkelig så lav.”

Artur og Bashar, der går i 8. B på Herningvejens skole, kom med hver sit overraskede udbrud, da de fik at vide hvor få, der er begyndt at ryge på deres årgang.

Det samme gjorde deres klassekammerater. Andelen af rygere var regnet ud på baggrund af en anonym undersøgelse, som årgangen havde lavet om sig selv - som en del af Camp Ung.

” Mange i vores klasse blev overraskede …. så vi to var ikke de eneste, der troede, at mange flere ryger på vores årgang.  Jeg synes, det er godt, vi har hørt det samme:

At rygning ikke er en normal ting på vores årgang.”

Det er Bashar, der fortæller – med Artur stående ved siden af sig. De to klassekammerater er lige blevet færdige med sidste dag af Camp Ung forløbet for 8. klasse. Et forløb på to dage, der slutter med at eleverne inviterer forældrene til en aften om trivsel og tryghed i deres børns klasse – og i ungelivet generelt.

Et første år med positiv respons

Det er Aalborg Kommunes fritidscentre, der står for Camp Ung i alle kommunens 7., 8. og 9. klasser. (se faktaboks efter artiklen). Camp Ung Teamet – bestående af medarbejdere fra fritidscentrene – har netop afsluttet det første års rundtur til alle kommunens udskolingsklasser. 

Tilbagemeldingerne har generelt været meget positive fra både forældre og elever. Det gælder også Bashar og Artur. De synes, det har været spændende at dykke ned i at være ung – i Danmark – i 2024.
 
På spørgsmålet om, hvad der har været mest spændende at arbejde med, nævner de begge to ’flertalsmisforståelser’ og ’dilemmaer’. 
”For eksempel et dilemma om, hvordan man skal reagere, hvis ens venner bruger alkohol og man ikke selv gider,” fortæller Artur, og fortsætter:

”Jeg troede, at mange flere på min alder bruger alkohol. Det har jeg fundet ud af ikke passer.”

 Synes du det er godt at vide?

”Ja, for jeg drikker ikke selv alkohol, og før kunne jeg føle mig lidt udenfor. Det er en lettelse at finde ud af, at vi er mange, der ikke gør det.”

Bashar supplerer:

”Vi har også fundet ud af, hvordan sociale misforståelser opstår. Det gør de for eksempel fordi de unge, der ryger og drikker alkohol, bliver vist meget mere frem end dem, der ikke gør. Hvis du for eksempel går forbi en handelsskole, ser du måske en gruppe unge, der står udenfor skolen og ryger. Men der står ikke en gruppe ved siden af, der ikke ryger. Dem ser man ikke – selv om de er rigtig mange.”
Tænker du, at de får mere opmærksomhed – de unge, der ryger og drikker alkohol?
”Ja, og så tror man som ung, at mange flere gør det – selv om det ikke er rigtigt.”

Nemmere at sige sin mening

De to klassekammerater er enige om, at Camp Ung har været godt for deres klasse. 

”Vi har fået et realistisk billede af unge i Aalborg Kommune. Det giver mindre gruppepres på én selv, når vi har hørt det samme,” lyder det fra de to Camp Ung deltagere.

Det realistiske billede – uden flertalsmisforståelser – gør det tryggere og nemmere at komme med sin egen mening.

”Jeg har aldrig været bange for at sige min egen mening,” siger Bashar. ”Men Camp Ung har gjort mig endnu mere sikker på, at det er vigtigt at sige, hvad du selv synes. for eksempel, at man sagtens kan tage til fest og have det sjovt uden at drikke alkohol.” 

Fakta om Camp Ung:

Camp Ung er en videreudvikling af de tidligere Forebyggelsesseminarer, der også blev faciliteret af Aalborg Kommunes fritidscentre.
Camp Ung bygger på nyeste viden om det gode ungeliv. Medarbejdere fra fritidscentrene rammesætter forskellige gruppeprocesser og dialoger, der hjælper elever og forældre med at finde deres egne ståsteder.
Der er gæstebesøg af forebyggelsesafdelingen hos Nordjyllands Politi og af De Sociale Medieambassadører, som er unge med særlig viden om sociale medier.

På 7. og 8. årgang varer campen to dage og slutter med en forældreaften.
På 9. årgang varer campen en dag og retter sig mod ungelivet efter folkeskolen. 

Læs mere om den tryghedsskabende indsats Camp Ung

Kontakt

Tovholder i Aalborg Kommune

Hjulmagervej 22 9000 Aalborg

Ring til os

99 82 34 20

Skriv til os

Telefontider

Aalborg Kommune

Børne- og Familieafdelingen
Sønderbro 12
9000 Aalborg

Nordjyllands Politis logo

Kontakt

Telefon: 99 82 34 20
CVR-nummer: 29189420
Tovholder i Aalborg Kommune: Karen Sander Graven-Nielsen
Tovholder ved Nordjyllands Politi: Knud U. Rasmussen