Skip til hoved indholdet

Er du forælder til en 17-årig med kørekort?

Fra den 1. juli 2025 må 17-årige bilister køre alene i trafikken i dagtimerne.

Nye regler for unge bilister

Fra den 1. juli må 17-årige bilister køre alene i trafikken mellem klokken 5.00 og klokken 20.00, når de har fået kørekort. Om aftenen og natten skal de 17-årige dog stadig have en erfaren bilist med på passagersædet.

Folketinget har besluttet at fjerne kravet om ledsager mellem klokken 5.00 og 20.00 for at forbedre unges mobilitet - særligt i områder uden god offentlig transport.

Øvelse gør mester

Er du forælder til en 17-årig med kørekort? Så opfordrer vi til, at du stadig kører så mange ture som muligt med din søn eller datter, hvor du sidder på passagersædet. Som ung bilist gælder det om at få så meget erfaring som muligt bag rattet samme med en erfaren bilist. Jo flere timer, man træner sammen, jo mere sikker og tryg bliver man bag rattet, når man senere kører alene. Så selvom det ikke længere er krav at køre med ledsager i dagtimerne, er det en god idé at træne sammen alligevel.

Som forælder kan du hjælpe din 17-årige til at blive en sikker bilist:

  • Kør med – også selvom det ikke længere er et krav. Det giver ro, tryghed og mulighed for at give løbende feedback.
  • Tal åbent om erfaringerne i trafikken. Hvad er svært? Hvor føler din 17- årige sig usikker? Hvad er der brug for at øve mere?
  • Planlæg køreture sammen. Kør i forskelligt vejr, på forskellige tidspunkter af døgnet og i forskellige trafikale situationer.
  • Vær en god rollemodel. Din egen måde at køre påvirker, hvordan dit barn agerer bag rattet.
  • Vær tydelig om dine forventninger om, at fartgrænserne skal respekteres, mobilen skal lægges væk og alle skal være spændt fast i bilen - også på bagsædet.

Kontakt forsikringsselskabet inden den 17-årige kører bil uden ledsager

Det er vigtigt, at du kontakter jeres forsikringsselskab, inden den 17-årige kører bil uden ledsager. Så kan I få afklaret, hvordan den 17-årige er dækket ud fra det konkrete kørselsmønster. Hvis den 17-årige bruger bilen fast – for eksempel til skole eller arbejde – skal det registreres i Motorregisteret.

Reglerne for, hvordan du bliver registreret, ændres i øjeblikket løbende. Det anbefales, at du kontakter Motorstyrelsen, for at blive opdateret på, hvordan og hvor du kan blive registreret som bruger.

Hvis ikke den unge er registreret korrekt, risikerer man, at forsikringen ikke dækker ved et uheld.

Overblik over de nye regler

De nye regler, du skal kende er:

  • Det er tilladt for 17-årige med kørekort at køre uden ledsager mellem klokken 5.00 og klokken 20.00
  • Mellem klokken 20.00 og klokken 5.00 skal der være en voksen ledsager med i bilen.
  • Ledsageren skal være mindst 24 år og have haft dansk udstedt kørekort til kategori B i mindst 5 år. Førerretten må ikke have været frakendt betinget eller ubetinget de seneste 5 år.
  • Først når man er fyldt 18 år, må man køre bil uden ledsager hele døgnet.
  • Bøden for at køre uden ledsager mellem klokken 20.00 og 5.00 er 3.000 kroner første gang, 3.500 kroner anden gang og 4.000 kroner tredje gang.

Læse mere om arbejdet med trafiksikkerhed som en del af Tryg Aalborg

Kontakt

Tovholder hos Tryg Aalborg

Hjulmagervej 22 9000 Aalborg

Ring til os

99 82 34 20

Skriv til os

Giv feedback

Aalborg Kommune

Børne- og Familieafdelingen
Sønderbro 12
9000 Aalborg

Nordjyllands Politis logo

Kontakt

Telefon: 99 82 34 20
CVR-nummer: 29189420
Tovholder i Aalborg Kommune: Karen Sander Graven-Nielsen
Tovholder ved Nordjyllands Politi: Knud U. Rasmussen