start på hovedindhold

Politiet arbejder hele tiden med at skabe tryghed

Dét arbejde tager udgangspunkt i borgernes egne oplevelser af tryghed/utryghed og i konkrete hændelser.

Nordjyllands Politi på Grønlandstorvet

Som borger i Aalborg Kommune skal man opleve, at ens lokalområde er et trygt sted at bo, færdes og
opholde sig. Derfor består en vigtig del af indsatsen Tryg bydel i politiets arbejde med at forebygge
kriminalitet, reagere på konkrete problemer og være en synlig samarbejdspartner for lokalsamfundet.

Her er det helt centralt, at politiets indsats tager udgangspunkt i borgernes oplevelse af tryghed.

En situation kan opleves utryg, selv om den ikke nødvendigvis indebærer kriminalitet. Det kan eksempelvis være grupper af unge, hærværk, støj, uorden eller bestemte steder, hvor borgerne føler sig utrygge. Her kan en tidlig og koordineret indsats være med til at forebygge, at utrygheden udvikler sig.

Hvad gør politiet for at skabe tryghed?

I de seneste par år har vi i Aalborg oplevet hændelser, der sætter spørgsmålstegn ved trygheden i vores
lokalområder.

Det arbejder politiet kontinuerligt for at undgå ved målrettet, synlig og nærværende tilstedeværelse.
Det sker blandt andet gennem: 

  • patruljering i lokalområderne
  • dialog med unge, andre borgere og lokale aktører
  • et tæt samarbejde med Aalborg Kommune, boligorganisationer, skoler, foreninger og øvrige
    samarbejdspartnere
  • tilbud om tryghedsvandringer i boligområder i samarbejde med Aalborg Kommune, hvor beboere kan søge råd og vejledning i forhold til lokale udfordringer
  • deltagelse i bl.a. bestyrelsesmøder med boligorganisationerne flere gange årligt – her indsamler
    politiet viden om de små ting, der kan virke utryghedsskabende.

Synlighed gør en forskel

Den synlige polititilstedeværelse har også en vigtig forebyggende funktion. Når politiet er til stede i
lokalområdet, får borgerne mulighed for at tage kontakt, dele deres oplevelser og gøre opmærksom på
forhold, der skaber utryghed.

Politiet kører ofte ud og parkerer den mobile politistation på steder, hvor der er akut behov for en
tryghedsskabende indsats – fx i kølvandet på en alvorlig hændelse. Det er der flere årsager til. Dels vil
politiet gerne sikre trygheden, dels ønsker man at indsamle viden om hændelsen via vidneafhøringer og
observationer på stedet.

På den måde får politiet et bedre lokalkendskab og et mere nuanceret billede af de udfordringer, der præger området – og derigennem kan politiet arbejde målrettet med at skabe tryghed for byens borgere.

Tryg Bydel - en del af Tryg Aalborg

Læs mere om samarbejdet i Tryg Bydel som er en del af Tryg Aalborg

Se mere på Tryg Aalborgs hjemmeside