start på hovedindhold

Kender du bypedellerne?

Bypedellerne er borgere fra udsattemiljøet, der inddrages i renhold af byens rum. Det giver både stolthed og en arbejdsidentitet.

Jonna Poulsen er en af de bypedeller, som du kan støde på i Aalborg og Nørresundby.

Jonna Poulsen er en af de bypedeller, som du kan støde på i Aalborg og Nørresundby. 

Bypedellerne er borgere fra det lokale udsattemiljø, som er ansat til at hjælpe kommunen med at renholde flere af de byrum i Aalborg og Nørresundby, hvor hjemløse, misbrugere og andre borgere i socialt udsatte positioner holder til. 

Jonna er ansat ved Kofoeds Skole, der ligger i Aagade i Aalborg Midtby. Et par timer hver uge arbejder hun med renhold af blandt andet hellestedet i Kildeparken og området omkring toilettet på John F Kennedys Plads. 

Ordningen har eksisteret i 7 år. Det er Kofoeds Skole og Kirkens Korshær, der står for driften. Mens det er Center for Sociale Indsatser (Aalborg Kommune), der finansierer ordningen.

Aktuelt er der ansat tre bypedeller ved Kirkens Korshær og fem ved Kofoeds Skole. Kofoeds Skole har desuden vikarer, der kan træde til, hvis de faste pedeller er fraværende. Pedellerne arbejder mellem en halv og to timer hver uge. 

Jobbet betyder meget

Bypedellerne fejer, river blade og samler småskrald op forskellige steder i bymiljøet. De fleste bypedeller har haft deres job i flere år, og det er tydeligt at mærke, at jobbet betyder meget for dem. En forklaring er selvfølgelig, at de tjener lidt ekstra penge. En anden er, at det giver et større selvværd at have en arbejdsidentitet og at føle sig betydningsfuld og som en del af et arbejdsfællesskab. 

Det er erfaringen, at bypedellerne spiller en stor rolle i byen. Først og fremmest er de fine rollemodeller for os alle i forhold til at tage et ansvar for, at vores byrum er pæne, rene og trygge. 

Samtidig er de med til at skabe tryghed ved synligt og roligt at være tilstede i de byrum, hvor udsattegruppen typisk opholder sig. Her fungerer de som en form for peers (=ligemænd), der viser, at borgere fra udsattemiljøet også er interesserede i at gøre noget godt for fællesskabet.  

Dækker flere områder

Pedellerne fra Kofoeds Skole arbejder således i Aalborg Midtby, hvor de går i området omkring Kofoeds Skole, på John F Kennedys Plads og ved hellestedet i Kildeparken. 
Kirkens Korshærs pedeller arbejder på tilsvarende vis i både Aalborg og Nørresundby -  nærmere bestemt ved hellestederne under broen i Nørresundby, i Fjordmarken i Aalborg Vestby og bag Medborgerhuset i Aalborg Midtby. 

Hellestederne er en slags udendørs frirum, der er etableret for udsattegruppen. Her kan de være nogenlunde i fred uden samtidig at forstyrre andre for meget. Et par hellesteder danner desuden rammen, når Gadeteamet i samarbejde med for eksempel Det Grønlandske Hus eller Kunsten - Museum of Modern Art Aalborg, arrangerer aktiviteter for udsattegruppen. 

Et hverdagsliv med ansvar og værdighed

Bypedelordningen er en social indsats. Formålet er at få åbnet døre til nye fællesskaber og givet hverdagslivet et meningsfuldt indhold med ansvar og værdighed. Og så er det en ekstra sidegenvist, at vi samtidig får vist, at borgere fra udsattegruppen selvfølgelig ikke kun skaber utryghed og uro i byens rum, men så sandelig også bidrager med noget godt. 

Et par gange årligt inviterer vi sammen med Kirkens Korshær og Kofoeds Skole alle bypedeller til fællesmøde. Til møderne udveksles der erfaringer på kryds og tværs, og gennem en samskabende proces sikres det, at den fælles bypedelindsats harmonerer med de aktuelle behov i byens rum.

Hvordan bliver man pedel?

For at blive ansat som bypedel skal man være visiteret til Det Sociale Frikort. Det Sociale Frikort giver borgere, der lever i de mest socialt udsatte positioner, mulighed for at tjene op til 42.766 kr. skattefrit pr år. Samtidig tilskynder kortet virksomheder og tilbud til at tage et socialt ansvar ved at ansætte borgere i social udsathed. 

Er din virksomhed interesseret i at gøre en forskel for en borger, der befinder sig i en socialt udsat position?

Så kan du læs mere om Det Sociale Frikort på ordningens hjemmeside: 

socialtfrikort.dk

Indsatsen er en prioriteret indsats i Tryg Aalborg