start på hovedindhold

Aalborg vinder national pris for samarbejde om demensudredning

Videnscenter for Demens i Aalborg Kommune har vundet Demensvenligt Danmark Prisen 2026 i kategorien "Samarbejde på sundhedsområdet". Prisen går til den samordnede demensudredningsmodel, hvor kommune, praktiserende læger og Region Nordjylland samarbejder om at give borgere med mistanke om demens et tidligere og mere sammenhængende udredningsforløb.

Prisoverrækkelse demensvenlig indsats

Når der opstår mistanke om demens, kan vejen til en diagnose involvere både kommune, egen læge og hospital. Det kan gøre forløbet uoverskueligt for borgeren og de pårørende og stiller store krav til koordinering mellem de forskellige fagpersoner.

I Nordjylland har kommunerne, almen praksis og Demensenheden i Region Nordjylland derfor samlet kræfterne i den samordnede demensudredningsmodel. Den 1. september blev indsatsen i Aalborg hædret med Demensvenligt Danmark Prisen 2026 ved Demenstopmødet i Odense.

Med allerede inden diagnosen

I Aalborg Kommune spiller demenssygeplejerskerne fra Videnscenter for Demens en central rolle. De kommer ind allerede ved mistanke om demens og vurderer blandt andet borgerens kognitive funktion, hverdag og funktionsniveau. Den praktiserende læge står for den lægefaglige del af udredningen, mens Demensenheden i Region Nordjylland inddrages, når der er behov for specialiseret udredning.

På den måde bringes forskellige fagligheder sammen omkring borgeren tidligt i forløbet.
Aalborg Kommunes demenssygeplejersker er tilknyttet godt 1.200 borgere. Når diagnosen er stillet, fortsætter demenssygeplejersken som kontaktperson og kan hjælpe med at skabe sammenhæng mellem borgeren, de pårørende og fagpersonerne omkring dem.

Flere fagligheder giver kvalitet i udredningen

Modellen bygger på klare arbejdsgange og rollefordelinger, men også på stærke relationer og tillid mellem fagpersonerne. Samarbejdet betyder samtidig, at Videnscenter for Demens kommer tidligt ind i borgerens forløb.

Thea Buus Lynggaard, leder af Videnscenter for Demens i Aalborg Kommune, modtog prisen ved Demenstopmødet: 

"Det betyder, at vi lærer borgerne at kende rigtig tidligt i forløbet - faktisk før de har fået en diagnose. Og det giver kvalitet i udredningen, at vi er flere om den", siger Thea Buus Lynggaard.

Følgegruppen for den samordnede demensudredning

Følgegruppen for den samordnede demensudredning