Skip til hoved indholdet
    Hjem Liste over nyheder på Tryg Aalborg Undgå at blive et muldyr

Undgå at blive et muldyr

Hvis du lader andre overføre penge til din konto, som du skal overføre videre, eller hvis du hæver penge for dem, kan du risikere at fungere som muldyr og blive sigtet og dømt for hvidvask.

Kriminelle benytter sig af forskellige metoder til at anskaffe sig muldyr, der kan hvidvaske penge for dem. Det kan for eksempel ske ved, at de henvender sig til folk på gaden og i nattelivet og beder om hjælp til at hæve kontanter, fordi de har glemt deres betalingskort, eller ved at de opsøger folk online via Facebook-grupper eller spiltjenester. Vær derfor opmærksom, hvis andre beder dig om at modtage penge for, at du derefter skal hæve eller overføre dem videre. Det kan være et forsøg på at få dig til at hvidvaske penge.

Hvidvask er ulovligt, og ved at overføre eller hæve penge for andre, kan du medvirke til alvorlig økonomisk kriminalitet. Det er strafbart og kan medføre en plet på straffeattesten og bøde eller fængsel. Ifølge opgørelser fra Det Nationale Center for IT-Kriminalitet (NCIK), blev der i 2022 sigtet 1.494 personer for hvidvask. I 2021 var tallet 766 personer. Muldyrsvindel formodes desuden at være mere udbredt. Finans Danmark har registreret, at der i 2021 var netbankssvindel i Danmark for 61 millioner kroner. I sager om netbankssvindel ses det ofte, at de kriminelle bruger muldyr til at hvidvaske og sløre de digitale spor.

Hvordan kan du undgå at blive et muldyr:

  • Lad ikke andre overføre penge til din konto, som du skal overføre videre
    Stil ikke din konto til rådighed for pengeoverførsler. Når du stiller din konto til rådighed for kriminelle, eller giver andre adgang til din netbank, er du med til at sløre de finansielle spor fra en kriminel handling.
  • Er det svært at sige nej, og bliver du utryg ved situationen, kan du sige, at du ikke har dit betalingskort på dig, eller at du ikke har MobilePay
    Bliver du opsøgt på gaden af en person, der vil have dig til at hæve nogle penge, som han overfører til dig forinden, råder vi dig til at sige nej.
  • Hæv ikke penge for andre
    Når du hæver penge for andre, er du med til at sløre finansielle spor fra en kriminel handling.
  • Udlån aldrig dine personlige oplysninger til andre, så de kan lave pengeoverførsler
    Videregiv aldrig dine personlige oplysninger om dit MitID. Både dit MitID-brugernavn og adgangskode er personlig og må aldrig videregives.
  • Stil ikke andre konti og platforme til rådighed for pengeoverførsler
    Lad ikke andre overføre penge til dine øvrige konti, som for eksempel din konto til spiltjenester, stream og så videre.

Understøt sikkerheden og trygheden ved at undgå at blive et muldyr.

Læs mere om at undgå at blive et muldyr på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside

Kontakt

Tovholder i Aalborg Kommune

Hjulmagervej 22 9000 Aalborg

Ring til os

99 82 34 20

Skriv til os

Telefontider

Aalborg Kommune

Børne- og Familieafdelingen
Sønderbro 12
9000 Aalborg

Nordjyllands Politis logo

Kontakt

Telefon: 99 82 34 20
CVR-nummer: 29189420
Tovholder i Aalborg Kommune: Karen Sander Graven-Nielsen
Tovholder ved Nordjyllands Politi: Knud U. Rasmussen