Skip til hoved indholdet

Nyt samarbejde skal støtte familier med at bryde psykisk sygdoms cirkler

Psykiatrien i Region Nordjylland og Aalborg Kommune indgår et tværsektorielt samarbejde om forskningsprojekt Via Family 2.0, der undersøger, hvordan man bedre kan støtte familier med forældre med psykisk sygdom.

Stor interesse for at deltage

De kommende fire år vil cirka 200 nordjyske familier med cirka 300 børn i alderen 0-17 år blive tilknyttet forskningsprojektet VIA Family 2.0, der tilbyder forskellige former for hjælp til familier med forældre med psykisk sygdom. Og interessen for at deltage er allerede stor. Siden man i februar startede projektet, har cirka 60 nordjyske familier takket ja til at være med.

Anne Thoft, der er daglig leder af indsatsen i Region Nordjylland, har store forhåbninger om, at indsatsen kan gøre en positiv forskel for familierne.

"Vi håber at være med til at sikre børnenes trivsel og udvikling, og at vi kan mindske forekomsten af psykisk sygdom hos børn, hvor en eller begge forældre er ramt af psykisk sygdom. Vi ser jo, at en overrepræsentation af disse børn selv udvikler psykisk sygdom" siger Anne Thoft.

Samarbejde sikrer kommunale nøglepersoner

Forskningsprojektet har til huse i Psykiatriens Hus i Aalborg, som kommunen og regionen har etableret sammen. Og cirka 20 procent af de allerede inkluderede familier er henvist af Aalborg Kommune.

For at støtte op om projektet er der nu lavet en aftale om det tværsektorielle samarbejde mellem Aalborg Kommune og Psykiatrien i Region Nordjylland om projektet.

Aftalen indebærer, at kommunen udpeger nøglepersoner, der kan sikre en smidig indgang for familiens kontaktperson i VIA Family 2.0, så familien kan få hjælp til at finde vej rundt i kommunens tilbud. Hjælpen kan for eksempel handle om ansøgning om boligindskudslån eller rådgivning om lovgivning på børneområdet. Borgeren har dermed kun én indgang i deres vej til at finde støtte. Det er via Psykiatriens hus, hvor nøglepersonerne holder til.

"Det kan være svært for en familie at finde sin vej i de kommunale tilbud, når man er udfordret af psykisk sygdom, der tærer på ressourcerne. Vores nøglepersoner kan være med til at sikre bedre og hurtigere hjælp til nogle familier. Samarbejdsaftalen sætter nogle rammer for, hvordan vi fra Aalborg Kommune kan understøtte, at projektets vision om bedre familiestøtte bliver til virkelighed" siger chef for Børne- og Familieafdelingen i Aalborg Kommune Hanne Husted Manata.

Familier får støtte i op til to år

VIA Family 2.0 er et randomiseret forskningsprojekt i samarbejde med Region Hovedstadens Psykiatri, hvor halvdelen af familierne får den eksisterende familieindsats i regionen – i Region Nordjylland er det den succesfulde indsats i Center for Pårørende, mens den anden halvdel modtager indsatsen udviklet til VIA Family 2.0. Det er tilfældigt udvalgt, hvilken indsats familien får tilbudt.

Familier fra andre nordjyske kommuner kan også blive en del af projektet

"Fra kommunerne har vi især fået mange henvisninger fra Aalborg Kommune, men vi ved, at børnene også er i de andre kommuner. Vi håber, at flere af de øvrige kommuner i højere grad får øje for at henvise til tilbuddet" siger Anne Thoft.

Familierne får støtte i op til to år, hvor de tilknyttes en kontaktperson, et tværfagligt team samt et individuelt tilbud tilpasset familien. Derudover diverse støttegrupper til såvel børn som forældre.

Yderligere informationer

Det omfattende forskningsprojekt er støttet af regionerne og flere fonde med et samlet budget på godt 100 millioner kroner.

De støttende fonde er:

TrygFonden, Ole Kirk's Fond, Liljeborgfonden, KV Fonden, Ebbefos Fonden, Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden.

Her kan du læse mere om projekt Via Family 2.0

Kontaktpersoner

Hanne Husted Manata, børne- og familiechef, Aalborg Kommune
Telefon 9931 2843 - hhm-jv@aalborg.dk

Anne Thoft, daglig leder, VIA Family 2.0, Psykiatrien, Region Nordjylland
Mobil: 2091 5452 - a.thoft@rn.dk

Kontakt

Børne- og Familieafdelingen

Sønderbro 12 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 28 44

Aalborg Kommune

Børne- og Familieafdelingen
Sønderbro 12
9000 Aalborg

Nordjyllands Politis logo

Kontakt

Telefon: 99 82 34 20
CVR-nummer: 29189420
Tovholder i Aalborg Kommune: Karen Sander Graven-Nielsen
Tovholder ved Nordjyllands Politi: Knud U. Rasmussen