Nyt budget har betydning for Tryg Aalborg
Mandag den 7. oktober vedtog byrådet budgettet for 2025-2028 med et flertal bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti. Her prioriteres særligt flere af de indsatser, der er en del af samarbejdet i Tryg Aalborg.
I det følgende kigger vi nærmere på de områder i Budget 2025-28, der understøtter trygheden i Aalborg Kommune:
Sikkerhed på havnefronten
Budgetforligspartierne ønsker at afsætte penge til sikkerhed på havnen. Det ønskes, at pengene bliver brugt på tiltag, der er fagligt velbegrundede og før det besluttes, hvordan pengene skal udmøntes, skal der være dialog med det lokale politi og beredskab. Derudover skal der indhentes erfaringer fra andre havnebyer i landet, herunder Aarhus. Med budgetforliget afsættes der 0,5 mio. kroner på By og Lands anlægsramme til formålet.
Tryg ungeliv
Der afsættes 1,0 mio. kroner til trygt ungeliv, herunder til tættere dialog med unge og forældre i relation til bandekonflikt og tryghed, og der afsættes ekstra midler til håndholdte indsatser målrettet unge, der er i (eller tæt på) kriminelle grupperinger. Mere specifikt skal der ansættes en forebyggende medarbejder i Center for Tværfaglig Forebyggelse, der primært skal varetage dialog med unge og forældre. Derudover afsættes der ekstra midler til håndholdte indsatser målrettet unge, der allerede indgår i kriminelle grupperinger eller i risiko herfor.
For at sikre agil og sammenhængende kriminalitetspræventive indsatser samles SSP indsatsen for under og over 18- årige i Center For Tværfaglig Forebyggelse med fritidsjobformidlingen.
Fritidsjobformidlingen anses for at være et effektivt værktøj til at stoppe fødekæden til bandemiljøet, hvorfor indsats skal tættere på de områder, hvor behovet er størst.
Borgere i socialt udsatte positioner i byens rum
Der er med budgetforliget også afsat 1,0 mio. kroner til en række tiltag, der skal medvirke til at skabe mere tryghed i midtbyen, idet det for øjeblikket opleves tiltagende uro nogle centrale steder i Aalborg. Med budgetforliget er styrkes den opsøgende gadeindsats, som skal skabe tryghed og hjælpe byens mest udsatte borgere udenfor normal arbejdstid.
Med en udvidet tilstedeværelse kan Gadeteamet nu også forebygge konflikter og uro i eftermiddagstimerne og de tidlige aftentimer. Den øgede 7 indsats skal sikre en synlig tilstedeværelse i byen og hurtigere hjælp til de borgere, der har brug for det, samtidig med at trygheden i midtbyen forbedres. Der afsættes desuden midler til fastholdelse af indsatser i regi af Kirkens Korshær og Frelsens Hær.
Job og Velfærd går i dialog med Kirkens Korshær om muligheden for at flytte natvarmestuen, som i dag ligger centralt i byen, til en mere hensigtsmæssig placering. Målet er at mindske konfliktniveauet og øge trygheden for både varmestuens brugere og byens beboere, idet flytningen skal skabe roligere rammer for udsatte borgere og samtidig bidrage til en tryggere midtby.
Budgetforligspartierne har fra 2026 reserveret 1,5 mio. kroner, der anlægsmæssigt kan understøtte Flytningen.
Trafiksikkerhed
Trafiksikkerhed/Cykelstier Budgetforligspartierne er enige om, at det er rigtig vigtigt, at der igen afsættes midler til trafiksikkerhed. Aalborg Kommune har med Mobilitet 2040 vedtaget et ambitiøst mål om at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken, og et bevidst arbejde hen mod dette mål er helt essentielt for både borgerne og kommunen. Derfor afsættes der i budgetforliget 22,1 mio. kroner i budgetperioden.
Trivsel i skolen
På Børne- og Ungeområdet har fokus været på at fastholde de indsatser, som understøtter børns og unges læring, udvikling, trivsel og dannelse mest muligt. Derfor bibeholdes ressourcerne til bl.a. co-teaching, forebyggelse og trivsel, samt pædagoger i undervisningen på skolerne.
Læs den samlede budgetaftale
Læs budget 2025-2028 på Aalborg Kommunes hjemmeside.
Husk at du altid kan abonnere på nyheder fra Tryg Aalborg: