Ny app skal give ro og forebygge stress hos unge
Inden længe er eksamenerne i fuld gang på landets ungdomsuddannelser, og for mange unge kan det føles som et stort pres.
Svedige håndflader og voldsom hjertebanken – eksamenstiden kan være en prøvelse at komme igennem for de mange unge på landets ungdomsuddannelser. Heldigvis er der hjælp at hente. Der lanceres nu en ny ro-app, der giver gode råd og konkrete øvelser til unge med det formål at hjælpe dem til at finde ro og tryghed i hverdagen også i eksamensperioden.
Ro-appen, hvor unge i alderen 15-20 år kan få konkrete øvelser og gode råd om blandt andet åndedræt, studieteknik, stress, søvn, venskaber og bekymringer. Der er også små videoer med unge, der fortæller, hvordan de håndterer stress og pres under uddannelsen. Appen er gratis og kræver ikke brugeroprettelse, og den primære målgruppe for appen er unge på ungdomsuddannelserne. Appen ligger frit tilgængeligt for unge i hele landet, og kan også bruges af elever i for eksempel grundskolen og på videregående uddannelser.
Baggrunden for udviklingen af appen er blandt andet, at landsdækkende undersøgelser viser, at den mentale trivsel blandt unge er nedadgående, og at cirka hver femte ung i alderen 16-24 år scorer lavt på den mentale helbredsskala og ofte føler sig nervøs eller stresset.
Appen er udviklet af Mindhelper. Mindhelper drives af de 5 regioner – fra Center for Digital Psykiatri. Mindhelper udvikles og udbredes af de 5 regioner i fællesskab som et tilbud for unge over hele landet.
Her er link til den nye app ro-mindre stress i App Store
Her er link til den nye app ro-mindre stress i Google Play
Hvis du søger på app’en i et søgefelt, kan du skrive: “Ro region”
Del gerne, for unges ro og tryghed.
Kontakt
Tovholder hos Tryg Aalborg
Hjulmagervej 22 9000 AalborgRing til os
99 82 34 20Skriv til os
Husk ikke at dele følsomme eller fortrolige oplysninger via mail.