Skip til hoved indholdet

Kun for voksne - klar besked til byens unge

Fra i dag ruller en ny informationskampagne ud for nattelivet i Aalborg. Personer under 18 år har ikke adgang til byens barer, natklubber, udskænkningssteder i de sene nattetimer.

Det er Aalborg Restauratørforening der står bag kampagnen med det klare budskab. Kampagnen er en oplysningskampagne rettet mod både unge og forældre for at sikre at alle kender og respekterer gældende lovgivning på området.

Baggrunden er et stigende behov for at tydeliggøre lovgivningen om aldersgrænser i nattelivet. Mange unge forsøger fortsat at komme ind på barer, natklubber og udskænkningssteder mv. før de fylder 18, og det skaber både utryghed og ansvarsmæssige udfordringer i nattelivet, da de tager ophold i gader og stræder hvor festen i gaden kan blive næret af den lette adgang til alkohol i detailhandlen.

Formand for Restauratørforeningen, Henrik Foget Jensen, udtaler:

“Vi ønsker at skabe et trygt og ansvarligt natteliv. Aldersgrænsen på 18 år er der af en grund – både for at beskytte de unge og for at sikre, at barer, natklubber og beværtningerne kan fungere som det, de er tænkt til: et sted for voksne. Med kampagnen ønsker vi opbakning fra forældre og samtidigt at oplyse for alle, hvad reglerne er.”

Nordjyllands Politi og Tryg Aalborg har også været involveret i tilblivelsen af kampagnen, og vicepolitiinspektør Lasse Kragh fra Nordjyllands Politi, bakker op om budskabet:

“Vi ser desværre jævnligt unge under 18, der forsøger at komme ind på byens barer, natklubber og beværtninger – ofte med lånte ID-kort, eller forfalskede elektroniske ID. Det er ulovligt og kan få konsekvenser både for den unge og for det sted, der lukker dem ind. Vi håber, at kampagnen kan være med til at forebygge problemerne, før de opstår.”

Vicepolitiinspektøren uddyber den fælles indsats: ”Vi er en bred aktørgruppe med et stærkt samarbejde på tværs gennem Tryg Aalborg og indsatsen Et Trygt Natteliv. Her har vi fokus på, at nattelivet i Aalborg Kommune skal være sikkert og trygt at færdes i – gennem forebyggelse og hurtige indsatser på tværs af myndigheder.”

Kampagnen vil være synlig på alle barer, natklubber og beværtningerne som har åbent efter midnat og selvfølgelig med fokus på Jomfru Ane Gade, som er en stor destination for de festglade gæster, hvor vi har et rigtigt godt samarbejde med restauratørerne. Kampagnens fysiske udtryk består af bannere og klistermærker, ligesom de gældende regler vil være at læse ved indgangen til de forskellige diskoteker mv.

”Det er ikke gjort med denne kampagne,” fastslår Henrik Foget Jensen og uddyber:

”Vi har generelt et øget fokus på udfordringen og forventer at det stærke samarbejde vi har på tværs af restauratører, kommune vores dørmænd og politiet – både de uniformerede og civile – vil sikre, at vi lykkes med kampagnen”.

Kontakt

Tovholder hos Tryg Aalborg

Hjulmagervej 22 9000 Aalborg

Ring til os

99 82 34 20

Skriv til os

Giv feedback

Aalborg Kommune

Børne- og Familieafdelingen
Sønderbro 12
9000 Aalborg

Nordjyllands Politis logo

Kontakt

Telefon: 99 82 34 20
CVR-nummer: 29189420
Tovholder i Aalborg Kommune: Karen Sander Graven-Nielsen
Tovholder ved Nordjyllands Politi: Knud U. Rasmussen