Et år i ensomhedens tegn hos voksne med udfordringer
Hvis man har et handicap, psykiske udfordringer eller en hverdag uden ret mange relationer, kan det være svært at opsøge fællesskaber på egen hånd.
Mange af de voksne med fysiske, psykiske og/eller sociale udfordringer, som henvender sig til Aalborg FRI-TID, oplever ensomhed. Derfor har Aalborg FRI-TID i 2024 lavet forskellige tiltag for at komme ensomheden til livs.
Selvhjælpsgruppe
I starten af året oprettede Aalborg FRI-TID en selvhjælpsgruppe for voksne med udfordringer, som oplever ensomhed. Formålet med gruppen var, at deltagerne kunne mødes, dele erfaringer, spejle sig i hinanden – og i bedste fald give hinanden et skub ud af ensomheden. Gruppen blev faciliteret af to frivillige, der hjalp deltagerne med at sætte snakken i gang og de sikrede, at alle fik taletid og den gode tone blev overholdt.
Gruppen er netop afsluttet, og for deltagerne havde særligt spejlingen i hinandens udfordringer været værdifuld. Flere af dem fremhævede også, at selvom de som gruppe var meget forskellige, så gav det rigtig meget at kunne dele erfaringer og perspektiver med hinanden.
Oplev-gruppen
Efter sommerferien startede en ny gruppe op for unge voksne, som oplevede ensomhed og som samtidig drømte om at blive en del af et fællesskab. Fælles for gruppen var, at de alle havde svært ved at opsøge fællesskaberne på egen hånd. Derfor blev de alle en del af gruppefællesskabet der i trygge omgivelser besøgte forskellige etablerede fællesskaber i samlet flok sammen med to medarbejdere.
Da holdet i slut november havde sidste kursusgang fortalte de unge blandt andet, at holdet gav dem mod på at prøve forskellige fællesskaber af, at flere gerne vil fortsætte med at deltage i fællesskaberne efterfølgende, og at det var trygt for dem at tage ud og opsøge fællesskaberne i samlet flok.
Involvering er vejen til trygge fællesskaber
I efteråret igangsatte Aalborg FRI-TID en større undersøgelse, hvor 18 psykisk sårbare voksne blev interviewet omkring deres ønsker til de sociale fællesskaber. For hvad gør man, hvis angsten for at tage den forkerte bus eller frygten for at sige det forkerte stopper en fra at mødes med andre – selvom det er det, man drømmer allermest om, fordi ensomheden vokser sig større og større?
Aalborg FRI-TID snakkede derfor med de sårbare voksne om, hvad der skulle til for, at de trygt kunne deltage i et fællesskab. Her svarede de blandt andet, at velkomsten i fællesskabet og det gode værtskab er afgørende. Det var også rigtig vigtigt for dem at blive mødt ligeværdigt og respektfuldt uafhængig af, hvad de kommer med. Et ’fælles tredje’ skabte også en tryghed for de sårbare voksne, da fællesskabet så drejede sig om noget mere end bare dem selv - og det de personligt bidrog med.
Vil du vide mere om Aalborg FRI-TID og deres arbejde med ensomhed?
Læs mere på Aalborg FRI-TID.dk
Eller ring dem op, så fortæller de gerne meget mere.
Kontakt
Tovholder hos Tryg Aalborg
Hjulmagervej 22 9000 AalborgRing til os
99 82 34 20Skriv til os
Husk ikke at dele følsomme eller fortrolige oplysninger via mail.