Bandekonflikten i Aalborg - Status marts 2026
I lidt over et år har vi løbende givet en status på den forebyggende og tryghedsskabende indsats i forbindelse med den konflikt, der har udspillet sig mellem de to grupperinger, som politiet betegner A12 og GT-gruppen.
Aktuel status
Nordjyllands Politi ophævede den 5. januar de midlertidige visitationszoner, som siden september 2025 har været gældende i udvalgte områder. Dette betyder imidlertid ikke, at de to grupperinger er opløst. Situationen vurderes som forholdsvis rolig, men det forventes stadig, at der kan opstå konflik-ter mellem grupperingerne.
Den nuværende ro skyldes blandt andet, at en række centrale personer i de to grupperinger enten er varetægtsfængslet eller afsoner. Erfaringen viser, at sådanne situationer kan føre til, at andre aktører rykker op i hierarkiet, og at der opstår tomrum, som nye personer søger at udfylde. Der er derfor fortsat et betydeligt behov for at forebygge, at unge rekrutteres til bander og anden organiseret kri-minalitet.
Konkrete eksempler på indsatser
I et tæt samarbejde med Nordjyllands Politi og øvrige myndigheder har Aalborg Kommune arbejdet målrettet med forebyggende og tryghedsskabende indsatser. Arbejdet bygger videre på den brede forebyggende indsats, som Aalborg Kommune allerede varetager i regi af SSP-samarbejdet, Tryg Aalborg, fritidscentrene og den boligsociale indsats.
Fælles Taskforce
Den fælles taskforce med medarbejdere fra både Nordjyllands Politi og Center for Tværfaglig Fore-byggelse indsamler og deler ugentligt information, som gør det muligt at handle hurtigt, koordineret og målrettet i forhold til konkrete personer og hændelser.
Styrket samarbejde med Danske Fængsler og Ungekriminalforsorgen
Aalborg Kommunes operationelle taskforce samarbejder med Ungekriminalforsorgens ungeguider. Samarbejdet er styrket gennem øget systematik og koordinering i forhold til unge, der skal løslades, eller som er i forløb ved Ungekriminalitetsnævnet. Tilsvarende er samarbejdet på strategisk ledelsesniveau styrket.
Knock knock-indsats
Med udgangspunkt i den viden, som politiet og kommunen indsamler i taskforcen, opsøger politiet og socialfaglige medarbejdere de unge – og deres forældre – når den unge er på vej ind i kriminalitet eller er i risiko for at blive involveret heri. Dette møde hjemme hos den unge følges op med tilbud om konkrete indsatser, så den unge kan undgå at blive mere kriminel.
Exit strategier
For unge, der allerede er involveret i kriminalitet, samarbejder kommunen og politiet om exit-strategier. Politiet kan tilbyde exitprogram til unge over 18 år, men Aalborg Kommune tilbyder også støtte til at komme ud af kriminaliteten for unge under 18 år.
Al Capone-samarbejdet
Navnet dækker over et samarbejde mellem Aalborg Kommune, Skattestyrelsen og politiet med hen-blik på at ramme bandemedlemmer, der begår socialt bedrageri og anden økonomisk kriminalitet. Myndighedernes samarbejde øger sandsynligheden for, at kommunen lykkes med at begrænse bandernes aktiviteter.
Mobilt team
I forbindelse med budget 2026 blev der afsat 1 mio. kr. årligt til en styrket opsøgende indsats i de miljøer og områder, hvor der vurderes at være behov for en særlig kriminalpræventiv indsats. Der er etableret et mobilt team, som tilbyder hjælp til unge i alderen 17–25 år, som befinder sig i periferien af kriminalitet og misbrug eller allerede er involveret i kriminalitet, og som ikke profiterer af eksisterende kommunale tilbud. Det mobile team arbejder med en gruppe unge, og indsatsen viser resultater allerede nu.
Dialogsporet
Der er uddannet et nyt hold Ung til Ung dialog-skabere. De deltager første gang på Aalborghus Gymnasium den 27. marts. Formålet med indsatsen er at bidrage til at fremme unges kulturforståel-se, udvikle kritisk refleksion og skabe læring om, hvordan fordomme og forforståelse kan påvirke deres verdenssyn. Målet er, at unge gennem dialog udvikler evnen til at indgå i god dialog, herunder at reflektere over egne holdninger og værdier samt udvise respekt og tolerance.
Styrkelse af vidensgrundlag og faglighed
Undersøgelse af kriminelle familier
I budget 2026 er der afsat 500.000 kr. til igangsættelse af en undersøgelse af kriminelle familier. Arbejdet gennemføres i samarbejde med Deloitte. Undersøgelsen anvender et udvidet familiebegreb, som udelukkende omfatter dømte personer, og afgrænser sig til bestemte foranstaltningstyper. Disse omfatter ikke handicapkompenserende ydelser.
Fælles sprog og faglighed
I forlængelse af konferencen ”Veje ind og ud af bandekriminalitet”, som Center for Tværfaglig Fore-byggelse afholdt i efteråret 2025, arbejdes der videre med at udvikle et fælles sprog og en styrket faglig forståelse på tværs af Familiegrupperne, Center for Tværfaglig Forebyggelse samt Børn og Unge.
Etablering af 6-by-netværk
Der er etableret et 6-by-chefnetværk på tværs af landets 6 største bykommuner. Netværket har til formål at styrke kriminalitetsforebyggelsen og indsatserne. Herunder er der oprettet flere netværk, bl.a. et netværk, som arbejder med fysisk og digitalt opsøgende arbejde. Netværket har fokus på vidensdeling og udvikling af både online og offline opsøgende indsatser. Aalborg Kommune har tov-holderfunktionen på dette netværk.
Kontakt
Tovholder hos Tryg Aalborg
Hjulmagervej 22 9000 AalborgRing til os
99 82 34 20Skriv til os
Husk ikke at dele følsomme eller fortrolige oplysninger via mail.