Skip til hoved indholdet
    Hjem Liste over nyheder på Tryg Aalborg Bamselommeven

Bamselommeven

En blød ven på en hård dag. Vi deler Nordjyllands Politis nyhed: Nogle gange kan også et barns liv være urimelig hårdt. For eksempel hvis man er endt i et færdselsuheld eller oplever vold i sin nærmeste familie.

Når vi når frem til en hændelse, har vi altid et ekstra øje på, om der er børn involveret – og hvis der er, gør vi vores yderste for at hjælpe de små mennesker så godt og trygt igennem situationen som overhovedet muligt.

En af vores betjente, Astrid, har ud fra sin egen faglige erfaring med netop børn fået en rigtig god idé, hun er begyndt at strikke små bamselommevenner. Bløde, strikkede bamser, der passer til en lille barnehånd eller en lomme, og som vi kan have med i patruljebilen.

”Jeg kom på ideen til de små bamselommevenner, fordi jeg var til et færdselsuheld i december, hvor et barn var involveret. Jeg har tidligere været til sager med børn, og derfor havde jeg i denne situation en slikkepind med i lommen. Da jeg kom ind i ambulancen, hvor moderen sad med sin søn, kunne jeg se, at hun var meget rystet, og at det gjorde drengen meget utryg. Jeg satte mig derfor ned i øjenhøjde med drengen og spurgte ham, om han kunne lide slikkepinde. Det kunne han i hvert fald, og moderen slappede af, da hun så, at hendes søn slappede af og var optaget af sin slikkepind,” fortæller Astrid.

Astrid har fået strikkende venner og bekendte med på at strikke bamselommevenner – ganske gratis og frivilligt, af garnrester og med genbrugspudefyld. Nu er de første små bamser klar til at udføre den mission, de er strikket i verden for. De vil løbende blive fordelt i politikredsens patruljebiler.

”Jeg håber, at bamselommevennerne kan give tryghed og afledning i situationer, hvor børn har brug for det samtidig med, at børnene oplever, at politiet er der for dem og passer på dem. Bamserne kan være et værktøj for os, som kan være med til at skabe tryghed og få ro på i svære situationer. De kan glæde børn, og det kan også hjælpe pressede forældre, der ikke selv i dét øjeblik er i stand til at give deres børn tryghed,” siger Astrid.

Har du også lyst til at forvandle dine garnrester til bamselommevenner, som betjentene i Nordjyllands Politi kan give til børn i svære situationer? Så tager vi meget gerne imod dine bamser med tak på enhver af vores politistationer.

Download strikkeopskriften til Astrids bamselommevenner.
Bemærk, at opskriften ikke må bruges til kommercielle formål.

Se vores politistationer og deres åbningstider.


Del meget gerne nyheden, hvis du har strikkeentusiaster i dit netværk.
 
Bamsebløde hilsner fra
//Nordjyllands Politi

 

Aalborg Kommune

Børne- og Familieafdelingen
Sønderbro 12
9000 Aalborg

Nordjyllands Politis logo

Kontakt

Telefon: 99 82 34 20
CVR-nummer: 29189420
Tovholder i Aalborg Kommune: Karen Sander Graven-Nielsen
Tovholder ved Nordjyllands Politi: Knud U. Rasmussen