Samtaler og fællesskaber online skaber tryghed på afstand

25. marts 2021
I en tid med restriktioner og afstand til andre mennesker er det trygt med nye former for nærvær. Det forsøger vi i Aalborg FRI-TID at skabe online via trygge samtaler og frivillige fællesskaber.

Det er vigtigt for os at sikre, at vi også online understøtter tryghed i samtaler og frivillige fællesskaber for alle. I Aalborg FRI-TID arbejder vi i bund og grund med at skabe trygge samtaler online ved at sørge for gode rammer, fortæller FRI-TID koordinator Maria Winther Kristensen.

Det kan være de små detaljer, der gør forskellen. For eksempel er det godt at kigge i kameraet, så det opleves som øjenkontakt gennem skærmen. I Aalborg FRI-TID afsætter vi også tid til at hjælpe med at komme på og bruge programmet, så samtalen bliver en tryg og god oplevelse fra start. For at undgå at nogle bliver nervøse for, om de kan finde ud af det, uddyber Maria Winther Kristensen:

Billede af kvinde - Maria.jpg

”Vi tydeliggør, at det også er nyt for os. På den måde kan vi være med til at sikre en tryg oplevelse ved at understrege, at det er helt naturligt, at det kan føles lidt anderledes at have en samtale via computeren, og at indimellem driller teknikken – det kan ske for alle.”

Maria Winther Kristensen fortæller for eksempel også, at hun italesætter, at hvis man kan høre noget i baggrunden, er det bare hendes hund. Det er med til at skabe tryghed at vide, hvad der er på den anden side af skærmen, og at ingen andre end Aalborg FRI-TID lytter med.

”Vi understøtter samtalen med noget visuelt som vi deler på skærmen – et fælles element at snakke ud fra, der samler fokus, ligesom vi ville gøre i et fysisk møde,” forklarer Maria Winther Kristensen

Særligt for opstartsmøder gælder det, at vi bruger nedlukningstiden på at tage det første skridt for at afklare, hvad den enkelte ønsker at komme i gang med bagefter. Grundet nedlukningen er det nemlig ikke muligt at mødes fysisk i frivillige fællesskaber eller til møder med Aalborg FRI-TID. Vi har erfaringer med, at det er trygt at komme i gang med processen frem for at vente, og på den anden side af skærmen er modtagelsen positiv, vurderer Maria Winther Kristensen:

”Man kan mærke, at folk oplever at føle sig alene i denne tid, så bare dét, at der er mulighed for at komme ét skridt nærmere at være en del af et frivilligt fællesskab, er positivt. Jeg oplever, at vi sagtens kan skabe en tryg og god kontakt, selv om det er over skærmen.”

Det er også tryghedsskabende, at der stadig er mulighed for at mødes i gruppefællesskaber, selv om det er på en ny måde, understreger Maria Winther Kristensen. I online gruppefællesskaber tydeliggør vi rammerne for, hvordan vi er sammen, så vi sikrer, at det er trygt og rart for alle at være med.

Vi er også med til at skabe tryghed ved at undlade smitterisiko ved fysiske møder, transport og så videre. Endnu en fordel er, at vi online kan se hinandens ansigter og mimik, hvilket er dejligt og skaber et nærvær, som var vanskeligt inden nedlukningen, hvor vi bar mundbind og visir til fysiske møder.

Afsluttende uddyber Maria Winther Kristensen endnu en sidegevinst ved at afholde trygge samtaler online:

”Vi oplever sågar, at det for nogle kan være mere trygt med samtaler online, da de er hjemme i trygge og vante omgivelser. Det er positivt, at vi får indblik i deres tilværelse og interesser som vi ikke ville have fået til møder på kontoret, fordi de selv finder ting frem i hjemmet, der viser noget om, hvem de er, og hvad de kan lide at bruge tid på. Det kan hjælpe os med at finde frem til frivillige fællesskaber, der er meningsfulde for den enkelte, når det igen er trygt at mødes fysisk.”

Læs mere om Aalborg FRITID

Del indhold

Sociale Bannere Indholdsside

Sociale Bannere Indholdsside2 (1)

Sociale Bannere Indholdsside3

Sociale Bannere Indholdsside3 (1)