Ny YouTube kanal for familier berørt af demens

27. marts 2020
I Aalborg Kommune er mange aktivitetstilbud for mennesker med demens og deres pårørende midlertidigt lukket på grund af smittefare ved COVID-19. Derfor lancerer projektet Aktiv med demens i samarbejde med kommunens Videnscenter for demens i dag en YouTube kanal med aktiviteter for familier berørt af demens.

Projektet Aktiv med demens har normalt aktiviteter for mennesker med demens og deres pårørende sammen med Videnscenter for demens på Hjulmagervej 18 i Aalborg. Men lige nu er alt indstillet på grund af corona-epidemien, og det kan være en stor udfordring for både pårørende og det enkelte menneske med demens.

Vi savner alle de mennesker, der plejer at møde ind her på Hjulmagervej eller demensskolen i Vodskov til forskellige aktiviteter. Vi ved, at aktiviteter og socialt samvær er meget vigtigt i forhold til demenssygdomme, hvis man vil vedligeholde færdigheder og forebygge tristhed og isolation. Lige nu er det ikke en mulighed, så derfor har vi tænkt ud af boksen og lavet en YouTube kanal til vores borgere, fortæller projektleder Kirsten Sværke fra Aktiv med demens.

Materialet er små videoer af typisk to til fire minutters længde, som omhandler forskellige typer af aktiviteter. Der lægges blandt andet vægt på fysisk træning, hjernetræning og socialt samvær.

Målgruppen er primært hjemmeboende mennesker med demens, som kan se de små film sammen med deres pårørende og lave øvelserne sammen. Det er altså ikke læringsmateriale til fagpersonale, men i stedet konkrete øvelser som kan laves af borgerne hjemme ved køkkenbordet, i haven eller på stuegulvet. Der vil også være små film kaldet "Helt i skoven", som forsøger at skabe et fællesskab og nærvær på langdistance.

Vi vil opfordre alle familier, som er berørt af demens til at prøve at se filmene og lave de her ting derhjemme - dels for at holde sig i gang sammen, men mindst lige så meget også for at få et smil på læben, siger Kirsten Sværke.

Videoerne kan også anvendes på plejehjem, hvis personalet på stedet har tid og mulighed til at facilitere det.

Alle videoerne bliver lavet af kendte medarbejdere fra Aktiv med demens og Videnscenter for demens i Aalborg Kommune. Nogle af medarbejdere har lavet dem i eget hjem, og andre har anvendt skoven eller demensskolen i Hammer Bakker som ramme, da den pt. er tom for elever.

De foredrag med demens, som var planlagt til at blive afholdt på Hjulmagervej i foråret 2020 vil i stedet blive lagt op som film på den samme YouTube kanal.

Se mere på Aktiv med demens' hjemmeside, her linkes direkte til kanalen

Aktiv med demens på Facebook linker altid til det nyeste materiale

Kontaktinformation

Kirsten Sværke, projektleder for Aktiv med demens, Aalborg Kommune, mobil 2062 7337, e-mail: svar-aeh@aalborg.dk

Anna K. Mollerup, kommunikationskonsulent, Ældre- og Handicapforvaltningen, mobil 2520 5401, e-mail: mollerup@aalborg.dk

Del indhold

Sociale Bannere Indholdsside

Sociale Bannere Indholdsside2 (1)

Sociale Bannere Indholdsside3

Sociale Bannere Indholdsside3 (1)