Mobil politistation indsættes i Aalborg
Nordjyllands Politi har indsat en mobil politistation på en adresse på Hellevangen i Aalborg.
Indsættelsen af den mobile enhed sker som en direkte følge af de alvorlige voldtægtssager, som politikredsen i øjeblikket efterforsker intenst.
Og den mobile politistation kommer til at blive opstillet på Hellevangen, og det sker i tidsrummet klokken 16.30 – 18.00.
Mere præcist sker det efter aftale med den lokale boligforening, og opstillingen sker ved afdelingen 1048, Hellevangen 57-99.
Det oplyser den ansvarlige politileder for dén tryghedsindsats, politikommissær Simon Hjort Jacobsen, der i forbindelse med indsættelsen af den mobile politistation siger:
”Denne dybt alvorlige hændelse har helt forståeligt skabt betydelig utryghed blandt borgerne – ikke mindst i de områder, hvor den mistænkte person er blevet set. Og derfor opstiller vi nu den mobile politistation i et af de berørte områder.”
Alle er velkomne
Politikommissæren pointerer, at alle borgere er meget velkommen til at lægge vejen forbi den mobile politistation.
”Det passer måske med, at man er på vej hjem fra sit arbejde eller fra indkøb. Kig endelig forbi og tal med vores betjente, hvis du er utryg – eller du har brug for vende noget om sagen med os. Det er derfor, at vi er der.”
Simon Hjort Jacobsen understreger slutteligt, at man altid kan ringe 114, hvis man har informationer til efterforskningen eller har brug for at tale med politiet.
Pressens kontaktperson for så vidt angår den mobile politistation:
* Simon Hjort Jacobsen, politikommissær, Nordjyllands Politi, 4020 9808
Pressens kontaktperson for så vidt angår efterforskningen:
* Carsten Straszek, politikommissær, Nordjyllands Politi, 6118 7594
Kontakt
Tovholder i Aalborg Kommune
Hjulmagervej 22 9000 AalborgRing til os
99 82 34 20Skriv til os
Husk ikke at dele følsomme eller fortrolige oplysninger via mail.