Skip til hoved indholdet

Et trygt Danmark for alle

Den 10. marts 2025 kom regeringen med en ny tryghedspakke.

Justitsminister Peter Hummelgaard har præsenteret det nye udspil ”Et trygt Danmark for alle”. Et trygt Danmark for alle indeholder 15 initiativer, der skal mindske utrygheden, hvor den er mest udbredt i det offentlige rum, og sætte yderligere ind over for utryghedsskabende adfærd. Politiet får blandt andet mulighed for at meddele et opholdsforbud til utryghedsskabende personer, og der afsættes en pulje til opsætning af tryghedskameraer i kommunerne.

Danmark er et trygt samfund, men på flere områder er trygheden skævt fordelt. En større andel af kvinder end mænd føler sig utrygge bestemte typer af steder som i baggårde, gyder og tunneller samt på stier og togstationer. Andelen af borgere, der føler sig trygge i deres nabolag, varierer på tværs af politikredse og kommuner. Færre i særligt udsatte boligområder føler sig trygge i deres nabolag, end det er tilfældet i resten af landet.

Den skævvridning vil regeringen gøre noget ved. Derfor præsenterer justitsminister Peter Hummelgaard med udspillet ”Et trygt Danmark for alle" 15 konkrete initiativer, der skal bevare og styrke trygheden i alle dele af samfundet. Blandt andet skal politiet have mulighed for at meddele et opholdsforbud til personer, der udviser utryghedsskabende adfærd. Derudover afsættes der midler til, at kommunerne kan opsætte flere overvågningskameraer på offentlige steder, og der indsættes flere tryghedsvagter og mere overvågning i tog og på togstationer.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:
"Selv om Danmark er et trygt land, er følelsen af tryghed desværre ikke ligeligt fordelt. Det skal vi gøre noget ved. For tryghed må ikke være et lotteri. Hvor du bor, eller hvem du er, må ikke afgøre, om du føler dig tryg. Derfor afsætter vi blandt andet midler til, at kommunerne kan opsætte flere overvågningskameraer på offentlige steder, og der indsættes flere tryghedsvagter og mere overvågning i tog og på togstationer. Derudover vil vi med opholdsforbuddet give politiet et nyt værktøj til at sætte ind over for grupper, der hænger på gaden og chikanerer fredelige borgere. Retten til tryghed gælder alle, og med den nye tryghedspakke tager vi endnu et vigtigt skridt for at sikre, at alle i Danmark kan færdes frit og sikkert".

Læs udspillet Et trygt Danmark for alle

Regeringen vil i indeværende folketingssamling fremsætte et lovforslag, der skal implementere de initiativer i udspillet, der kræver lovændring. Tiltagene forventes at træde i kraft den 1. juli 2025.

Fakta om udspillets initiativer

Udspillet indeholder 15 initiativer, der skal bevare og styrke trygheden i alle dele af det danske samfund.

  • Opholdsforbud skal skabe tryghed lokalt
  • Uroskabende unge skal fjernes fra utrygge områder
  • Pulje til overvågningskameraer i kommuner
  • Udvidelse af boligorganisationernes adgang til tv-overvågning
  • Udvidelse af kommunernes adgang til tv-overvågning omkring boligområder
  • Oplysningskampagne om udsættelse af utryghedsskabende lejere
  • Styrket realtidsovervågning på togstationer
  • Flere tryghedsvagter på togstationer og i tog
  • Skærpet straf for graffitihærværk
  • Udelukkelse af seksualforbrydere fra nattelivet
  • Længere opholdsforbud i nattelivet for kriminelle
  • Dobbelt bødestraf i nattelivszoner
  • Personer med tilhold skal ikke have våbentilladelse
  • Øget brug af tilhold til beskyttelse af ofre
  • Forsøg med elektronisk kontrol som supplement til opholdsforbud (omvendt fodlænke)
Kilde: Justitsministeriets Pressemeddelelse

Kontakt

Tovholder hos Tryg Aalborg

Hjulmagervej 22 9000 Aalborg

Ring til os

99 82 34 20

Skriv til os

Aalborg Kommune

Børne- og Familieafdelingen
Sønderbro 12
9000 Aalborg

Nordjyllands Politis logo

Kontakt

Telefon: 99 82 34 20
CVR-nummer: 29189420
Tovholder i Aalborg Kommune: Karen Sander Graven-Nielsen
Tovholder ved Nordjyllands Politi: Knud U. Rasmussen