Mål: Borgerne i Aalborg Kommune skal have større fodfæste på arbejdsmarkedet, i uddannelse eller i andre aktiviteter, der giver den enkelte en meningsfuld hverdag
I ”Tryg Aalborg – en mere tryg kommune” har vi fokus på, at alle borgere i kommunen skal have større fodfæste på arbejdsmarkedet. IPS-metoden er en måde at arbejde med beskæftigelsesindsatsen for personer med psykiske lidelser. Med uddannelse og beskæftigelse følger ofte adgang til positive og meningsfyldte sociale fællesskaber som ligeledes en central indikator for tryghed.
Målgruppen for anvendelse af IPS-metoden er voksne der har en psykiatrisk diagnose og for nogle også et misbrug. Formålet er en sammenhængende og koordineret indsats, der forebygger sygdomsforværring og øger den enkelte borgers mulighed for at komme i job eller uddannelse. Udgangspunktet for metoden er at borgeren er i centrum, alle kan deltage – ingen bliver ekskluderet og indsatsen tager udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker, håb og drømme.
Aalborg Kommune og Psykiatrien har allerede i dag et godt samarbejde, og har flere fælles indsatser, som har bidraget til samarbejdet omkring IPS-metoden. Med udviklingen af IPS-metoden og fælles sundhedsaftale, skal dette arbejde udbredes til det generelle samarbejde og patientforløb. Implementeringen af IPS understøtter psykiatriens mål om i regi af Patientens team til at håndtere komplekse og uforudsigelige forløb og fremme tilknytning til uddannelse og beskæftigelse blandt psykisk syge borgere og kommunens mål om at få flere aktivitetsparate voksne videre i job og uddannelse.
Job-og Ydelsesafdelingen har indgået et tæt tværsektorielt samarbejde med Psykiatrien med en fælles retning om IPS. Et velfungerende tværsektorielt samarbejde og koordinering af de sundhedsfaglige, beskæftigelses- og uddannelsesrettede samt sociale indsatser sammen med borgeren, er essentielt for at sikrer et sammenhængende forløb. Samarbejdet sikrer merværdi for borgere ligesom der også arbejdes med integreret opgaveløsning mellem beskæftigelsesområdet, socialområdet og sundhedsområdet. Samarbejdsmodellen har fokus på det tværsektorielle samarbejde, hvori det samlede behandlings- og rehabiliteringsforløb koordineres og tilrettelægges til et sammenhængende forløb. Et samarbejde hvor målet er, at borgeren øger sin tilknytning til job eller uddannelse.
Det primære formål med samarbejdsmodellen er at sikre, at borgerens behov sættes i centrum og at borgere og fagprofessionelle oplever, at indsatsen er meningsfuld og sammenhængende. Målet er beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked/uddannelse, derfor foregår størstedel af indsatsen via kontakt med potentielle arbejdsgivere. IPS har vist gode resultater i forhold til at støtte personer med alvorlig psykisk sygdom til at opnå og fastholde ordinær beskæftigelse eller uddannelse. Den overordnede filosofi er, at personer med alvorlige psykiatriske lidelser kan arbejde eller tage en uddannelse, når der opnås et godt match mellem kandidaten og arbejds- eller uddannelsesstedet, samtidigt med at kandidaten modtager sideløbende intensiv støtte. IPS er således en integreret del af den psykiatriske behandling.
Mål: Borgerne i Aalborg Kommune skal fortsat opleve høj tryghed.
I”Tryg Aalborg – en mere tryg kommune” har vi fokus på at styrke trivsel og tryghed blandt familier, der lever med psykisk sygdom.
I Center For Pårørende, Psykiatrien, styrker vi trivsel og tryghed blandt familier, der lever med psykisk sygdom. Vi tilbyder samtaler og rådgivning til nære pårørende til en person, der har en psykiatrisk diagnose, og vi hjælper med at styrke dialogen, relationen og forståelsen mellem de pårørende og den person, der er syg. Vi har tilbud til børn, unge, voksne og familier - og de kan benyttes af borgere, der aktuelt har kontakt til psykiatrien, og også af andre, der har psykisk sygdom tæt inde på livet. Målet er at styrke familien og de pårørende, sådan at der arbejdes forebyggende i forhold til familie og netværk med psykisk sygdom.
Målet er at øge trivsel og ressourcer omkring den psykisk syge samt forebygge, at pårørende oplever mistrivsel.
Psykiatrien arbejder allerede i dag med inddragelse af pårørende, Center For Pårørende er et tilbud til alle, der har berøring med psykisk syge i hele regionen. Både den borger, der er psykisk syg samt pårørende og fagpersoner kan henvende sig til Center For Pårørende.
Vi skal have fokus på at skabe gode relationer og rammer for familier og pårørende, der lever med psykisk sygdom. De skal opleve, at de har et sted, hvor de kan henvende sig, hvor der er tid og mulighed for at give dem støtte, så de får rum og plads til leve med sygdommen. Psykisk sygdom rammer ikke kun den syge, men også familien omkring dem. Center For Pårørende har et særligt fokus og tilbud til børn og unge, der lever med forældre, der er psykisk syge.